Lovpligtig skiltning på byggepladser
Som en del af kampen mod omfattende organiseret sort arbejde skal byggepladser på privat grund (grunde ejet af privat personer, virksomheder eller selskaber) have skiltning, så det tydeligt fremgår, hvilke virksomheder der udfører arbejde på byggepladsen.
Reglen om skiltning gælder byggepladser på privat grund.
Af skiltet skal fremgå virksomhedens navn og cvr-nummer.
Har din virksomhed ikke et cvr-nummer, skal du skrive virksomhedens SE-nummer. Udenlandske virksomheder skal ud over navn også skilte med deres RUT-nummer.
Skiltet skal være opstillet ved byggeriets start.
Skiltet skal placeres i en højde og på en måde, så oplysningerne er synlige og let kan læses fra offentligt tilgængelig vej.
Skiltet kan også sættes på en skurvogn, hvis skurvognen er permanent placeret på byggepladsen, og står så skiltet er synligt fra offentligt tilgængelig vej.
Der er ikke bestemte krav til hverken skriftstørrelse eller til i hvilken rækkefølge de påkrævede oplysninger skal stå. Eneste krav er, at skiltets oplysninger er synlige og kan læses fra offentligt tilgængelig vej.
Skiltet skal være synligt i tidsrum, hvor der arbejdes på byggepladsen. Skiltet kan tages ned uden for arbejdstid for at blive sat op igen, når der igen arbejdes på byggepladsen. Dermed kan virksomheden tage hensyn til skiftende arbejdssteder og forebygge tyveri af eller hærværk mod skiltet.
Hvis flere virksomheder arbejder på samme byggeplads, kan virksomhederne have et fælles skilt. Den enkelte virksomheds oplysninger skal så fremgå af det fælles skilt.